Ikke fred - men sværd!
Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.
Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.«
Mattæus evangeliet kap. 10
Anden juledag kommer ret meget på tværs, synes jeg nok. Dens budskab er alvorligt – nærmest lidt vredladen. Det er en brat opvågning oven på decembers mange glade begivenheder her i kirken. Dagplejebørn, børnehavebørn, SFO'ere og skolebørn har fyldt kirken til bristepunktet adskillige gange i månedens løb. Og hver gang har de på en aller anden måde hørt juleevangeliet. Så sent som for to dage siden var kirken igen fyldt op med børn og unge og gamle. Og igen var det juleevangeliet, vi var samlet om. Den fantastiske fortælling om lyset, der skinner i mørket, og om den store glæde, der skal være for hele folket. Det er et utvetydigt positivt budskab.
Men knap nok er gavepapiret ryddet væk og flæskestegen sat til livs, før der lyder helt andre toner her i kirken. Nu handler det ikke om fred, men om sværd. Der proklameres splid i den nærmeste familie. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, siger Jesus. Tag dit kors op og følg mig! Det lyder hårdt. Og spørgsmålet er nu: Var juleaften bare en idyllisk parentes – en lille fredelig pause midt i verdens ufred? Og nu er vi så allerede tilbage i det virkelige liv? Eller skal vi netop også have det her strenge perspektiv med, for at undgå at julen bliver en kortvarig flugt fra virkeligheden? Måske skal julens fred netop ses i et dobbelt perspektiv.
For fred er flere forskellige ting. Der findes også en falsk fred. Der er for eksempel konfliktskyheden. Vi indgår en slags tavs kontrakt med hinanden om at holde mund. Af hensyn til den gode stemning lader vi som om, vi er enige. Som om alt er i den skønneste orden. Det er det nemmeste. Så kan vi smile og snakke overfladisk snak til hinanden. Og bagefter kan vi gå hver til sit, uden at vi har rørt ved hinandens hjerter. Det ser så fredeligt ud. Men det er en falsk fred.
Ligegyldigheden har også en slags fred over sig. Lad mig bare være i fred. Lad mig få lov til at passe mig selv inde bag ved ligusterhækken eller bagved grænsebommen. De andre kommer ikke mig ved. De er ikke mit problem. De kan også passe sig selv. Og hvis vi alle sammen passer os selv – i en stor fælles ligegyldighed, så ligner det en slags fred. Men igen er det en falsk fred.
Vi kan som bekendt ikke altid skue hunden på hårene. På samme måde kan vi heller ikke altid - ved en overfladisk betragtning - afgøre om noget er fredeligt eller ufredeligt. Tænk på den lange række af mennesker, der i årenes løb har fået No-bels Fredspris. En pæn del af dem er temmelig oprørske typer. Vi kan for eksempel tænke på borgerretsforkæmpere og systemkritikere som Martin Luther King, Andrei Sakharov eller Lech Walensa. Der var uro og ballade omkring dem. Umiddelbart kunne vi godt mene, at verden havde været mere fredelig, hvis de havde holdt deres mund. Og alligevel var det velfor-tjent, at de modtog fredsprisen. For de kæmpede imod en falsk fred. De kæmpede for en sandhed, som var større end den fred, som de derved kom til at forstyrre. Det er ikke så simpelt. Fred og ufred er ikke altid hinandens modsætninger. Nogle gange er det ligefrem sådan, at en periode med ufred er nødvendig for at nå frem til den ægte fred.
I disse dage udsender de kristne kirker i Betlehem og Palæstina et opråb til verdens kirker. De har givet det overskriften: Her står vi – stå sammen med os. Det er en skarp protest imod den uretfærdighed og ydmygelse, som de kristne i Palæstina - og deres muslimske landsmænd - bliver udsat for. Det er vigtigt at lægge mærke til, at de ikke kun taler for sig selv, men for hele deres besatte folk. Det er ikke som kristne, de er forfulgt. Det er som folk. De tøver ikke med at sammenligne situationen lige nu med apartheidtiden i Sydafrika. Israel forbryder sig imod international lov. Israel beslaglægger land. Israel begår etnisk udrensning, siger de. Og det er ikke terrorister, der siger det. Det er heller ikke islamister eller andre politiske ekstremister. Det er de kristne kirker, der har fundet sammen i et fælles nødråb til alverdens kristne. Her står vi - stå sammen med os.
I opråbet bruger de et udtryk, som jeg synes er slående. De taler om tavshedens vold. De anklager regeringer og politiske partier for at være tavse og passive over for uretfærdigheden. Og det samme gælder de store, internationale virksomheder, som investerer i - og profiterer på - besættelsen. Desværre er også mange kristne kirker rundt om i verden pinligt tavse. Vi laver en teologi eller en ideologi, som forsvarer og forklarer, hvorfor det ikke kan være anderledes. Eller vi opgiver, fordi vi ikke tror på, at det nytter at sige fra. Stiltiende accepterer vi situationen. Vi vender ryggen til den og prøver på at glemme. Tavshed er vold, siger de. Ingen handling er også en handling.
Der er uretfærdighed mange steder i verden. Men nu er det jul. Og så er det selvfølgelig nærliggende at være opmærksomme på situationen i Betlehem. Det var dérfra, julens fredsbudskab udsprang. Men freden er ikke nået til Betlehem endnu. Det er et paradoks. Men det understreger det, som er evangeliets pointe i dag: At fred ikke er en entydig størrelse. Hvis vi prøver på at gøre freden entydig, så ender vi i ligegyldighed og hygge. Det er den falske fred. Sværd og strid og nødråb er ikke nødvendigvis en trussel imod freden. Tvært imod, så kan det være den nødvendige vej til en god og retfærdig fred.
Der er også et andet aspekt, som er med til at gøre det med freden flertydigt. Der er både en ydre og en indre fred. Og de to går ikke altid hånd i hånd. Selv på det mest ufredelige sted i verden kan mennesker godt leve i fred med sig selv. De ved, at de er, hvor de skal være. De gør det, de skal gøre. Og de bærer et håb med sig, som den ydre ufred ikke kan tage fra dem. Omvendt kan vi også leve i helt fredelige omgivelser og alligevel opleve en stærk indre uro. Vi synes ikke, at vi er ikke på plads i livet. Vi er stressede og bekymrede. Vi kender ikke vejen frem. Der er ikke noget håb. Selvfølgelig er det et stort privilegium at leve på en fredelig plet i verden, men det er slet ikke en garanti for, at vi også oplever freden som en indre virkelighed.
Det er ikke så enkelt. Julenat sang englene om fred på jorden. Men den voksne Jesus talte om sværd og splid og kors. Og dog sagde han til sine disciple - som noget af det sidste: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! Og så åndede han på dem og sagde: Modtag Helligånden. Som faderen har sendt mig, sender jeg også jer.
Amen.