Ordet blev kød

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Johannes evangeliet kap. 1

Juleaften hører vi Lukas' juleevangelium. Det er det mest kendte. Juledag hører vi Johannes version. Der er stor forskel i fortællestilen. I dag har vi forladt stalden. Vi hører intet om Josef og Maria og hyrderne. Ikke engang englene er med i dag. Johannes har sin helt egen måde at fortælle juleevangeliet på. Lukas beskriver begivenhederne. Han fortæller – helt konkret og kronologisk - hvad der skete. Men Johannes går et skridt videre. Han fortolker begivenhederne. Det er ikke nok for Johannes at fortælle, at Jesusbarnet blev født. Han vil finde frem til, hvad det betyder, at Guds søn blev født som et menneske. Han hæver sig op over det konkrete – og sætter begreber på. Et af de begreber han bruger er Ordet. Et andet begrebspar er lys og mørke. Barnet, som bliver født er Guds Ord til verden. Barnet er Guds lys i verdens mørke. På den måde siger Johannes noget om julens betydning.

Her op til jul deler præster med hinanden: Ideer, historier, eksempler, som kan være til inspiration. Den anden dag fik jeg en mail fra en kollega, som fortæller om en oplevelse, hun selv havde i sin skoletid. I 7. klasse kom der en ny dreng til skolen. Morten kalder hun ham, men det er nok ikke hans rigtige navn. Han kom fra en privatskole. En fredag da de forlod skolen for at holde weekend, så hun at Morten slæbte en stor stak bøger med sig. Han havde tilsyneladende tømt sit skoleskab for bøger. Han skulle nok sidde og læse hele weekenden, tænkte hun. Han var også den der lidt nørdede type med kraftige briller.

Hun havde ikke mere end lige tænkt det, før en flok unger kommer styrtende og puffer til Morten, så hans bøger flyver ud til alle sider. Selv falder han ligeså lang han er og taber brillerne, som han ligger og roder rundt efter. Hun går hen til ham. Der er en utrolig tristhed i hans øjne. Hun får ondt af ham og samler brillerne op. Hun siger: Hey, de unger skal du ikke tage dig af. De skulle tage og få sig et liv. De falder i snak og følges ad. Det viser sig, at de bor lige i nærheden af hinanden. I løbet af weekenden ser de mere til hinanden. Morten er også sammen med flere af de andre kammerater fra klassen. Det går fint. Og efter weekenden kommer Morten slæbende tilbage til skolen med alle sine bøger i favnen. Venskabet udvikler sig. Også i klassen bliver Morten meget vellidt. Han er en helt igennem OK fyr. Og han er oven i købet dygtig i de fleste fag.

Da de skulle afslutte 9. klasse, får Morten opgaven med at holde talen ved afslutningsfesten. Da øjeblikket kommer, er han tydeligvis noget nervøs ved situationen, selvom han jo godt ved, at han nu er blandt venner.

Temaet for talen er venskab. Han fortæller, hvor afgørende det er at have venner. Mennesker, som vil støtte, når det er svært. Og så fortæller han om den bestemte fredag for tre år siden, hvor han stadigvæk var ny i klassen. Han var så hjerteskærende ensom, at han havde besluttet sig for at begå selvmord. Alt var planlagt ned til mindste detalje. Han havde tømt sit skab på skolen, så han mor ikke skulle gøre det bagefter. Alt var klar. Men han blev reddet af en, der ville være ven. En der havde gode ord til rådighed - i stedet for hån og skub. Der går selvfølgelig et gisp igennem hele forsamlingen, da den her unge fyr fortæller om sit livs svageste øjeblik. Det er rystende at opdage, hvor afgørende de rette ord kan være i sådan en situation.

Men vi ved det godt: Ord er betydningsfulde. Ordene skaber hvad de nævner. De kan bære både sorg og glæde og fjendskab og kærlighed med sig. Ord kan opbygge og ord kan smadre. Vi er i ordenes vold. Ord er liv. Gode ord er godt liv.

I det lys skal vi se Johannes' juleevangelium om Ordet, der bliver kød og tager bolig iblandt os. Jesus er Guds ord. Gud vil tale med os. Det er julens pointe ifølge Johannes. Det er slet ikke nyt, at Gud taler. Det har han gjort lige siden skabelsens morgen - siger Johannes også. I begyndelsen var ordet. Alt blev skabt ved det ord. Ud af det sprang lyset og livet. Og i kraft af ordet var der fællesskab imellem Gud og mennesker. Så smukt var det på skabelsens morgen.

Men så smukt og så ligetil blev det ikke ved med at være. For vi ville ikke høre. Og der skal to til samtale. Hvad hjælper det, at den ene taler, hvis den anden ikke hører? Ordene bliver hængende i luften. De får ikke afleveret deres indhold. Vi ven-der os væk fra lyset og lever en skyggetilværelse. Og dér - i tusmørket – tror vi, at Gud er tavs. Og med tavsheden kommer frygten, for hvorfor er Gud tavs? Hvorfor har Gud gemt sig?

'Gudsformørkelse' kalder en jødisk teolog det. Det er ligesom med en solformørkelse. Under solformørkelsen lyser solen li-geså meget, som den altid har gjort. Vi kan bare ikke se det, for der er noget, som er gledet imellem os og solen. Når der bliver gudsformørkelse, så er det fordi, der er noget hos os, der skyg-ger. Der er noget, som er gledet ind imellem Gud og os. Men Gud er den samme. Han vil stadigvæk tale med os - ligesom i begyndelsen.

Johannes fortæller i sit juleevangelium, at Gud lod sit Ord tage en ny bane. Skaberordet blev kød og krop i Jesus fra Nazareth. Julenat taler Gud højt og tydeligt. Vi skal ikke misforstå det. Det er ikke sådan, at Gud forandrer sig fra at være en vred Gud til at være en kærlig Gud. Men han taler så højt og så tydeligt om sin kærlighed, at vi har mulighed for at forstå det. Jesus er det ord, som Gud bruger for at råbe os op - siger Johannes.

Når Johannes går så meget længere end Lukas i sin tolkning af julen, så er det fordi han ser det hele i et større perspektiv. Det, som vi ikke kan se hos det lille barn i krybben, det ser vi hos den voksne Jesus: i det, han forkynder; i hans møde med mennesker, i hans holdning til liv og død; i påskens og pinsens lys.

Gennem alt det siger han til os: Se, jeres Far i himmelen er barmhjertig. Det mørke, som I bærer rundt på, det er ikke fra Gud. Det har I selv skabt - ud af angst og mistro. Vi bruger det som et værn. Vi skjuler os i det, og vi tror, at vi er lidt mere trygge dér i mørket. Men ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Gud taler til os. Og når vi vover os frem - og lytter - så vil lyset fra hans ord trænge bekymringens og frygtens og sorgens mørke tilbage. Så kan vi leve frit – med hinanden – i lyset og glæden.

Amen.