Mens vi venter

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Mattæusevangeliet kap. 25

Den søde ventetid. Det udtryk bliver vist mest brugt når en vordende mor går og venter på at barnet skal komme til verden. Og den ventetid kan jo være sød og fuld af gode forventninger. Fuld af planer og drømme om moderskabet og om den familielykke, der venter.

Det er også en sød forventning, når børn her i december glæder sig til jul. De kan næsten ikke vente. De går og tæller dage. Tiden er sød og hyggelig – og alligevel kan den slet ikke gå hurtigt nok.

Men ikke al ventetid er sød. Det afhænger helt fuldstændig af, hvad vi venter på. Hvis vi for eksempel har været til undersøgelse for en alvorlig kræftsygdom og sidder og venter på lægens svar, så er det en knugende og angstfuld ventetid. Vi vil gerne sætte tiden i stå og udskyde svaret. Men samtidig ønsker vi at få det overstået i en fart. For ventetiden er uudholdelig. Så længe vi venter, er vi låst fast. Vi kan ikke gøre noget. Uvisheden fylder det hele. Det tærer på kræfterne og på humøret.

Ventetiden kan være skæbnesvanger. Den tid, vi bruger på at vente, er måske den mest afgørende tid i vores liv. Når venteti-den trækker ud, så kommer krisen. Så viser det sig, om vi har de kræfter, der skal til for at komme igennem ventetiden. Må-ske bryder vi sammen. Det er én mulighed. Men det kan også være at vi vokser - i tro og håb og kærlighed. Ventetiden kræver noget af os. Den er vores udfordring – på godt og ondt.

Det handler den lignelse om, som vi hører i dag. Der er ti brudepiger, som venter på brudgommen. Sådan var skik og brug ved bryllupper. Festen begynder i brudens hjem. Men i løbet af aftenen bevæger gæsterne sig - i et stort, fælles optog - til brudgommens hjem, for at afslutte festen der. Og når følget så kommer til brudgommens hjem sidst på aftenen, så skal der være nogle til at tage imod dem med lys og velkomsthilsen. Det er brudepigernes opgave. De ved ikke præcis, hvornår brudgommen kommer hjem med sin nye kone. Så de er selvfølgelig nødt til at være der i god tid. Derfor kommer de i den ventesituation, som er lignelsens omdrejningspunkt.

De ti brudepiger klarer ventetiden meget forskelligt. De fem har ikke tænkt så langt. De er slet ikke forberedt på, at tiden kan trække ud. De mister snart tålmodigheden og falder i søvn. Og de vågner først i sidste øjeblik – fortumlede og forvirrede og er slet ikke klar til at tage imod brudgommen. Lamperne er ved at gå ud. Og i panik farer pigerne rundt for at skaffe sig noget mere olie. Men da de kommer tilbage med nyt lys i lamperne, er det for sent. Brudgommen er gået ind til festen og døren er lukket efter ham.

De andre fem brudepiger har tænkt på, at der kan opstå ventetid. Så de er bedre forberedt. De har en ekstra flaske olie med, så de kan klare sig igennem natten og holde flammen i live - uanset hvor sent det bliver. Det kan godt være, at de skal skrue ned på lavt blus midt på natten, men de er klar, så snart de hø-rer den mindste lyd fra bryllupsoptoget. Det går med de kloge piger, som vi kan forvente. Deres omtanke og tålmodighed lønner sig. De følger med brudgommen ind til den sidste del af festen.

Lignelsen om brudepigerne er foruroligende. Vi har i mange år haft et gammelt billede hængende på væggen derhjemme. Det er et arvestykke. Den kloge jomfru, hedder det. Pigen på billedet står med sin olielampe i hånden. Hun skærmer for flammen, så den ikke blæser ud. Pigen lyser langt væk af ordentlighed og dydighed. Det er tydeligt at billedet er tænkt som et manende eksempel til efterfølgelse. Her er en af de kloge. Gør som hende, så skal det gå dig vel – siger billedet. Det er svært at overse den løftede pegefinger. Og det er svært at glemme de ukloge, som er der et eller andet sted lige uden for billedrammen. Billedet - såvel som lignelsen - efterlader altid mig med en lidt knugende fornemmelse. Den natlige scene gør situationen dyster. Hvad er det for en Gud, vi møder her i nattemørket? Er det en Gud, som sætter skel og smækker døren i for næsen af de ansvarsløse? Så kan de lære det! Eller er pointen i lignelsen, at Gud altid står klar til at fylde olie på vores lamper, mens tid er? Med andre ord: Er det en fortælling om dom og fortabelse? Eller springer lignelsen ud af en kærlighed, der er ivrig efter at give os det, som vi har brug for, så vi kan klare krisen, når den kommer?

Hvor skal vi lægge vægten? Det er altid spørgsmålet, når vi hører en lignelse. Tit er der flere muligheder, men lignelser har som regel kun én pointe. Her tror jeg, at vægten skal ligge på olien og ikke på den lukkede dør. Fortællingen vil skærpe vores opmærksomhed. Den vil minde os om det, som vi egentlig godt ved: At der kommer tider i vort liv, hvor vores tålmodighed og udholdenhed bliver sat på en prøve. Vi ved ikke hvornår den tid kommer, men vi ved, at den kommer.

Evangeliet vil ikke altid berolige os. Nogle gange vil evangeliet forstyrre os med en god uro. En uro, som er forbundet med en længsel efter noget andet og større. Hvis vi har for travlt med at dulme den uro, så går vi glip af en vigtig påmindelse. Vi bliver sløve og ligeglade og indstiller os på, at livet nok ikke kan være anderledes, end det er. Vi kaster os måske ud i travlhel eller fylder os med alle mulige aktiviteter. Vi doper os med TV-underholdning eller lykkepiller. Alt imens vi tankeløst brænder de sidste resurser af. Når vi mærker en uro, så skal vi overveje, om det er tid at standse op og lade uroen gøre sin gode gerning.

Lignelsens positive budskab er: Hold dig klar til det, der kommer. Hent styrke. Så skal det nok gå godt. Styrken skal vi hente uden for os selv. Olien er billede på det. Den er en resurse, som vi må hente. Vi ejer den ikke. Vi producerer den ikke selv. Vi er nødt til at tanke op med jævne mellemrum.

Vi kan tanke op i gudstjenestens fællesskab, når vi er samlet om ordet og nadveren. Når vi synger og beder sammen. Men også uden for gudstjenesten kan vi tanke op. Når som helst og hvor som helst kan vi vende os til Gud. Han er aldrig langt fra os. Vi kan åbne vore hænder og vort stille sind og tage imod det, som han rækker til os - olien, glæden, troen livet, så vi kan være med ved festen i hans Rige.

Amen.