top-collage

Kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
Markus evangeliet kap. 2


Jesus er berømt – eller berygtet. Det afhænger af synsvinklen, om vi foretrækker det ene eller det andet ord. Sådan er det jo altid. Nogle kan lide manden, andre kan ikke.

Men i hvert fald er der mange mennesker omkring Jesus. Der er så mange, at huset er fyldt lige til den sidste plads. Uden for døren er der også en kødrand af mennesker, som står på nakken af hinanden. De har helt forskellige motiver til at stimle sammen.

Nogle står yderst i kredsen med armene over kors. De er der, for at holde lidt øje med den mand. Altid er der bøvl med ham. Altid skaber han sensation og uro omkring sig. Men det er nu bedst, at folk bliver på deres plads og passer deres daglige dont, uden at bilde sig noget ind. Det er farligt, hvis fattige folk og syndere pludselig tror, at de skal til at spille en rolle. Hvad er det for noget skaberi?

Andre har trængt sig længere ind i kredsen. De er ivrige og nysgerrige. De har hørt rygter om Jesus. Men nu er han i byen og så vil de ikke længere nøjes med rygter. Nu vil de se ham med deres egne øjne. Og de er slet ikke utilbøjelige til at tro, at der er noget om snakken. Det håber de faktisk. De har brug for sådan en mand, som rygtet fortæller om.

Og så er der jo inderkredsen. Det er dem, der allerede kender Jesus og er overbevist. De er nærmest lykkelige – bare det at være i nærheden af ham. Og de fryder sig over tilstrømningen. Nu er folk da endelig ved at få øjnene op for, hvem han er. Det er jo det, de har sagt hele tiden. De føler nok, at lidt af berømmelsen smitter af på dem selv.

Sådan er motiverne vidt forskellige. Men hver for sig har de deres grunde til at være med i mylderet.

Pludselig bliver der tumult nede bag ved. Der er nogle, der maser ekstra hårdt på for at komme frem. De forreste bliver klemt ind imod husmuren. Styr jer lige lidt! Men de kan tilsyneladende ikke styre sig – dernede bagved.

Det er fire mænd, som bærer på deres syge ven. Egentlig er det et meget smukt billede. Det er vel det, vi alle sammen håber på: At der er nogle, som vil bære os, når vi får brug for det. Når vi bliver gamle eller syge eller når livet bliver for tungt, til at vi kan bære det alene. Så har vi brug for, at der er mennesker omkring os, som rækker hånden ud og tager fat. På en måde er det ydmygende. For det bliver så tydeligt, at her magtede vi det ikke selv. Vi kom til kort. Men det er også stærkt og livsbekræftende at opdage, at der er nogle, som bærer, når vi er nødt til at give slip på os selv.

Det er også livsbekræftende at være i den anden rolle – og få lov til at bære et menneske, som vi holder af. Det er dybt meningsfuldt. Se bare på de fire, som kommer bærende på deres syge ven. Kærligheden gør dem stærke og stædige. De giver ikke op, selvom vejen er spærret foran dem. De finder en anden vej frem. Rundt om menneskemængden. Bag om huset. Op på taget. De kommer ikke bare, fordi de er nysgerrige eller interesserede. Nej, der er virkelig noget på spil. Deres ærinde er livsvigtigt. De skal nå frem.

De bryder simpelthen hul i taget og hejser den syge mand ned foran næsen på Jesus. Det er meget påtrængende. Almindelig sund fornuft og pæn opdragelse ville sige, at det her - det går alligevel for vidt. De springer jo over køen. De bryder ind og skubber nogle andre væk. Det er for frækt!

Men da Jesus ser deres tro, siger han til den syge: Søn, dine synder tilgives dig. Stå op, tag din båre og gå hjem. Det som andre kalder frækhed og påtrængenhed, det kalder Jesus tro. For han gennemskuer de fire mænd. Han kan se, at det er kær-ligheden, der driver dem. Og kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder.

Det er en gammel, gammel erfaring. Det er også den erfaring, som lyser ud af de to bibelvers, som pastor Karoro har sendt os fra Kasheshe. Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen. Dér giver Herren velsignelsen i al evighed. Og tilsvarende med verset fra det nye testamente: Lad broderkærligheden vare ved; glem ikke gæstfriheden, for ved at være gæstfrie har nogle uden selv at vide det haft engle som gæster.

Der gik en engel igennem stuen. Det var mere end menneske-ligt. Det var ikke bare vore egne kræfter, der bar. På en uforklarlig måde var der stærkere kræfter, der bar med. Sådan kan vi opleve det, når vi enten får lov til at bære eller blive båret.

Læg mærke til rollefordelingen i evangeliefortællingen. Den syge mand er egentlig bare en slags statist. Han ligger passivt på båren. Det er ikke ham, der tror. Det er han simpelthen for svag til. Men der er andre, som tror for ham og bærer ham – stædigt og kærligt. Og broderkærligheden skjuler en mangfoldighed af synder.

De, der står yderst i kredsen og holder vagt, løfter straks pege-fingeren. Her skal ikke tilgives synder. Så går der bare kludder i regnskabet. Nej, hver ting i sin kolonne. Hvis der er synd, så skal vi også have anger og straf. Ellers bliver livet for ualvorligt. Men de alvorlige mænd får lov til at blive stående med deres løftede pegefingre.

Og så sender Jesus de andre af sted. Gå ud i verden, siger han. Bær hinanden og bliv båret. Og husk, at kærligheden skjuler en mangfoldighed af synder.

Amen.

 

Præsten og kirkekontoret

Kontakt præsten | Tlf. 86 65 10 11| Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Hvad gør man | Dåb, bryllup, begravelse
Formularer | Fødsel, navneændring m.m.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard, tlf. 86 65 10 79
Løvel: Villy Bach, tlf. 86 69 93 56
Pederstrup: Anne B. Olsen, tlf. 86 69 94 97

Kontakt graverne

Rødding: Birgit Pluszek, tlf. 51 52 56 49
Løvel: Hans-Jørn Brøndum, tlf. 21 31 31 88
Pederstrup: Britta Rind, tlf. 86 64 23 40