Livets mening

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.«
Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Lukasevangeliet kap. 10.

-------------

Fortællingen, som vi hører i dag, skubbes i gang af et spørgsmål. Et af de helt store spørgsmål endda. Hvad er meningen med livet? Spørgeren bruger godt nok en lidt anderledes formulering. Han siger: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Men det betyder jo: Hvordan skal jeg nå det store mål? Hvad skal jeg bruge mit liv til? Eller: Hvad er den dybere mening med mit liv?

Med det spørgsmål er vi inde ved det helt centrale. Det er det vigtigste spørgsmål, som vi kan stille. Hvis vi får svar på det spørgsmål, så er vi kommet langt.

Jesus svarer på spørgsmålet – ikke med et kort og præcist facit. Men han svarer ved at fortælle en historie - om fem-seks helt almindelige menneske – om hvad de gør og hvad de ikke gør. Og ud af den fortælling danner svaret sig. Sådan at – når vi har hørt historien – så ved vi, hvad meningen med livet er.

En ganske almindelig mand er på vej – ligesom vi jo alle sammen er på vej i livet. Helt konkret er han på vej fra Jerusalem til Jeriko, men det kunne ligeså godt have været en hvilken som helst anden vej. På sin vej møder han en røver, som overfalder og udplyndrer ham. Bagefter ligger den rejsende i vejgrøften – hjælpeløs og forslået og frarøvet alt. Nu er han helt afhængig af, at et andet menneske finder ham og hjælper ham. Ellers går han til grunde. Han dør og bliver ædt af de vilde hunde og kragerne.

Mens manden ligger dér, kommer en præst forbi. Vi ved ikke, om præsten og den sårede mand taler sammen. Vi ved ikke, om den sårede overhovedet er i stand til at sige noget som helst. Men selv om de muligvis ikke udveksler et eneste ord, så er selve situationen et råb om hjælp. Og vi kan være helt sikre på, at præsten hører råbet – for sit indre øre. Men til trods for det, så vælger han at overhøre det. Han skubber situationen fra sig og går videre uden at hjælpe.

Senere kommer en tempeltjener forbi. Og situationen gentager sig. Det ordløse råb bliver overhørt. Tempeltjeneren kigger til den anden side - og skynder sig videre uden at hjælpe.

Til sidst kommer en mand fra Samaria forbi. Han er altså ikke indfødt. Han er halvfremmed. Så forventningerne til ham er nok ikke særlig store. Men det viser sig, at netop han standser op og hjælper den sårede. Han hører det ordløse råb - og reagerer på det. Han optræder som et medmenneske. Den evne har altså ikke noget med nationalitet eller hudfarve eller religion at gøre. Evnen til at høre et medmenneskes råb - og forpligtelsen til at svare på det - ligger dybt i os alle sammen. Det er et fællesmenneskeligt træk. Hvis vi forråder den evne, så forråder vi selve vores menneskelighed.

Vi kan til dels vælge vores tro og vores politiske overbevisning. Vi kan skifte holdning. Og vores meninger kan være som vinden blæser. Men vores menneskelighed kan vi hverken vælge til eller fra. Den ligger på et meget dybere plan. Og til vores menneskelighed hører kravet om at være medmenneskelige. Selvfølgelig kan vi godt optræde umenneskeligt – og det gør vi da også ind imellem - det må vi erkende - men så er det netop også et forræderi mod alt det, som vi er skabt til.

Vi er skabt i Guds billede. Det betyder, at noget af Guds væsen er flettet ind i vores menneskelighed. Vi er ikke guder, men der er noget guddommeligt, som spejler sig i det menneskelige. Og det kan vi ikke løbe fra. Det forpligter os på det medmenneske, som også er skabt i Guds billede.

Hvis vi skulle fremstille det grafisk, så kunne vi gøre det ved at tegne en trekant. Ved den øverste spids af trekanten står der Gud. Ved den anden spids står der mig. Og ved den tredje spids står der mit medmenneske. De tre hjørner er forbundet med hinanden og de kan ikke skilles ad. Vi er forbundet med Gud, fordi vi er skabt i hans billede. Samtidig er vi forbundet med vore medmennesker - de andre, som også er skabt i Guds billede. Vi er afhængige af hinanden. Vi er hinandens brødre og søstre.

Hvis vi fjerner én side i trekanten, så falder hele trekanten fra hinanden. Hvis vi fornægter Gud, så kapper vi den forbindelse, som giver liv til hele trekanten. Så har vi kun vores egne knappe ressourcer at gøre godt med. Og omvendt: Hvis vi gerne vil være religiøse og dyrke Gud, men vender ryggen til vore medmennesker, så ødelægger vi Guds billede i os. Vi forråder vores menneskelighed og bliver umennesker.

Lad os vende tilbage til fortællingen: Hvorfor svigtede både præsten og tempeltjeneren? Kunne vi ikke netop forvente af dem, at de kendte deres forpligtelse og levede op til den?

Faktisk så handlede de ud fra en slags pligt. De var på vej til templet i Jerusalem, hvor de havde deres religiøse pligter. Og dem tog de meget alvorligt. En af pligterne var renhed. Når de skulle gøre tjeneste i templet, så måtte de ikke have blod på hænderne. De måtte ikke røre ved lig. Men hvis de nu standsede op og hjalp den sårede mand, så kunne de ikke undgå at få blod på hænderne. Måske ville manden endda dø i armene på dem. Så blev de urene. Og så kunne ikke passe deres pligter i templet.

Men selvom de altså handlede ud fra en slags pligt, så valgte de alligevel forkert. Det er budskabet i fortællingen. Indirekte siger de nemlig: Desværre, jeg er nødt til at passe mine religiøse pligter, og derfor kan jeg ikke være medmenneskelig. Billedligt talt kapper de den ene side af trekanten. Og så falder det hele fra hinanden. De har kun to dimensioner i deres verdensbillede: Gud og mig. Men det er for lidt. Der skal altid være tre dimensioner: Gud og mig og min næste. De tre sider i trekanten hører uløseligt sammen. Hvis vi mister den ene, så mister vi det hele.

Lad os slutte der, hvor vi begyndte. En mand kommer til Jesus og spørger: Hvad er meningen med livet? Så fortæller Jesus en historie, som giver svaret på det store spørgsmål. Nu har vi hørt historien. Hvad er så meningen med livet?

Meningen er, at vi finder på plads i trekanten. At vi lever som det vi er skabt til. Medmennesker - brødre og søstre - der hver for sig og hver på vores måde bærer Guds billede i os.

Amen.