Restaurering af Rødding kirke

Af Hardy Møller, kirkeværge i Rødding menighedsråd.
Rødding menighedsråd er i samarbejde med en arkitekt ved at udarbejde et projekt til istandsættelse af kirken.
Allerede i 2004 blev menighedsrådet ved et syn af kirken enige om, at kirkerummet trængte til at blive kalket, et syn der bliver foretaget en gang om året for at vedligeholde kirke og kirkegård bedst muligt. Efterfølgende er flere reparationskrævende opgaver kommet til, derfor har vi nu besluttet at tage hul på opgaven. En opgave der godt kan virke lidt overvældende men også spændende, for her kommer man løbende lidt mere ind bag historien omkring tingene. Netop det historiske inventar gør, at man ikke uden tilladelse fra Nationalmuseet må gå i gang med arbejdet.
Januar 2010 havde vi besøg af Kirsten Trampedach, Nationalmuseets konserveringsfaglige kirkekonsulent, for at rådgive omkring kalkning af kirken og hvor meget vi skulle eller måtte reparere i pudslaget, et pudslag der særligt i tårnrummet og i koret er skadet af fugt. I den eftersendte rapport rådgiver hun om løsningsmuligheder.
April 2010 besigtigede Karin Kristiansen, kirkekonsulent fra Nationalmuseet, det historiske inventar. Fra denne rapport kan vi læse, at især Verner Parsbergs epitafium, der hænger i koret, trænger til at blive restaureret. P.g.a. ormeangreb er der opstået en stor revne i træværket. Resten af inventaret skal også have en ormekur, hvorefter det skal renses.
Udover de allerede nævnte ting skal bænkene gåes efter og repareres, gulvet under bænkene slibes og lakeres, varmesystemet gåes efter og loftet over kirkerummet efterisoleres. Tårnet bliver kalket udvendigt hvert andet år, men p.g.a. alger holder kalkningen desværre ikke så længe. Derfor har vi et ønske om at få det renset af, for at opnå et bedre resultat.
Efterhånden som projektet skrider frem vil der løbende blive orienteret om det. Et projekt der jo skal gennem Viborg Østre Provsti og Viborg Stift inden en afgørelse kan træffes.
Rødding Kirke blev sidst sat i stand i 1958.
Flere artikler om renoveringen
-
Rødding kirke lukkes midlertidig
-
Antependet i Rødding Kirke
-
Renovering af Rødding Kirke
-
Restaurering af Rødding kirke
-
Inventaret i Rødding kirke er en historisk perle
-
Rødding kirke sidst restaureret i 1958
-
Meget er ændret i den gamle Rødding kirke
-
Blytækkeren arbejder efter de århundredgamle principper

