Menighedsmøde i Løvel sogn
Ved det årlige menighedsmøde, som blev holdt i forlængelse af høstgudstjenesten i Løvel kirke 11. september, aflagde menighedsrådsformand Villy Bach denne beretning:
Velkommen til det årlige menighedsmøde i Løvel Kirke, hvor menighedsrådet orienterer om regnskab og budget samt aflægger en beretning om udførte og kommende aktiviteter.
Bestemmelsen om et årligt menighedsmøde blev indsat i menighedsrådsloven i 2009, og menighedsrådet har besluttet, at vi i denne valgperiode holder det i forbindelse med den årlige høstgudstjeneste.
"Folkekirken" er den største forening i Løvel Sogn med 961 medlemmer ud af 1046 beboere. Menighedsrådet er bestyrelse og består af sognepræsten og 5 personer valgt af medlemmerne. Næste år skal der vælges et nyt menighedsråd, og jeg vil opfordre både Jer og de øvrige medlemmer til at stille op til valget. Det er både spændende og lærerigt at være med i arbejdet. Løvel sogn er jo i hastig vækst. Hvis sognet inden 1. januar 2012 runder 1000 medlemmer, skal der vælges 6 medlemmer til rådet.
Efter det seneste menighedsrådsvalg for nu snart 3 år siden formulerede de tre menighedsråd i pastoratet fællesskab en vision:
"Vi vil skabe rum for den kristne fortælling og relationer mellem mennesker, så kirken bliver en naturlig del af livet for alle aldersgrupper. Kirken skal være et sted, hvor man føler sig velkommen – både til daglig og ved særlige lejligheder."
Denne vision tilstræber vi i rådet at have for øje, når vi varetager de mange forskellige opgaver, der er tillagt et menighedsråd.
Vi har ansvar for, at bygningerne bliver vedligeholdt og renoveret i nødvendigt omfang og for kirkegårdsdriften. Dette må vi have nogen til at udføre.
Vi er derfor også arbejdsgiver for 5 ansatte (én fuldtidsansat og 4 deltidsansatte), som har til opgave at sørge for, at der er gode rammer omkring de kirkelige handlinger og at kirkegård, bygninger, øvrige arealer og regnskabet bliver passet. Vi er heldige at have både dygtige og engagerede medarbejdere, der gør en rigtig god indsats. Tak til de ansatte for det!
Økonomi:
Opgaverne kan vi kun løse, hvis vi har et økonomisk fundament.
Menighedsrådet skal hvert år lave et budget for det kommende år, som skal godkendes af provstiudvalget. Herefter er det rådets ansvar, at budgettet overholdes. Der er ikke penge til alt det, vi gerne vil, så derfor bliver budgetlægningen også en prioriterings-drøftelse.
Regnskab 2010:
Udgifterne til drift udgør 747.000 kr, heraf går 513.000 kr til løn, 45.000 kr til bygninger, 88.000 kr til kirkegården, 53.000 kr til aktiviteter og 47.000 kr til forsikringer og administration. Indtægter (kirkegården) udgør 225.000 kr., således udgør nettodrift 521.000 kr.
Anlægsrammen for 2010 har været på 174.000 kr. Heraf er de 127.000 kr brugt til at afdrage på det lån, som vi i 2009 optog til de store renoveringsopgaver af kirke og kapel.
Vi har til disse formål modtaget 706.000 kr. fra kirkeskatten. Dette svarer til 735 kr pr. folkekirkemedlem i sognet.
Budget 2011:
Nettodrift: 559.000 kr. Anlægsramme: 90.000 kr (afdrag på lån). Fra kirkeskatten får vi 651.000 kr, svarende til 677 kr. pr. medlem.
Aktiviteter:
I 2008 og 2009 har menighedsrådet arbejdet intenst med renoverings- og byggearbejder: varmeanlæg i kirken, renovering af våbenhus med nyt tag og nyt gulv, renovering af kapellet med nyt handicapvenligt toilet og ny tagkonstruktion. Vores kirke og øvrige bygninger fremstår nu i en god og tidssvarende stand, og rådet har i 2010 nydt, at vi har kunnet holde en pause med renoveringsarbejder.
I fællesskab med menighedsrådene i Rødding og Pederstrup har vi til opgave at drive og vedligeholde præsteboligen og Arken. Her er der ligeledes foretaget omfattende renoveringsopgaver af præsteboligen, bygget ny garage, foretaget omlægning af have, parkeringsplads og øvrige udendørsarealer. Også dette arbejde er nu afsluttet. Der er heller ikke her planer om nye projekter. Her har Kurt fra Løvel Menighedsråd trukket et stort læs, som formand for præstegårdsudvalget. Tak for det Kurt!
I lyset af visionen, ønsker rådet at lave aktiviteter i kirken, der kan være et supplement til søndagsgudstjenesterne. I 2010 har vi igen afholdt et Gospel – arrangement sammen med Sødalskolens 6-klasser, som jo er de kommende konfirmandhold. Vi har endvidere arrangeret en kirkekoncert med Michala Petri og Lars Hannibal. Vi arrangerer kirkefrokost til den årlige høstgudstjeneste og enkelte gange kirke-kaffe. Sammen med borgerforeningen afholder vi et årligt julearrangement. Seneste tiltag er baby-salmesang, som nu kører på 2. år.
Sammen med de øvrige menighedsråd laver vi arrangementer i Arken. Jeg kan meget opfordre Jer til at deltage i fællesspisningen, som finder sted den sidste fredag i måneden.
Menighedsrådet er altid åbent for nye ideer og forslag til tiltag. Der er derfor nu mulighed for at stille spørgsmål og komme med forslag og kommentarer.
September, 2011

