top-collage

Konfirmandforberedelse under forandring

konfirmander
Skal konfirmandforberedelsen nødvendigvis foregå onsdag eller torsdag morgen? Er det bedre at konfirmanderne går til præst om eftermiddagen? Eller om lørdagen? Eller en hel uge i efterårsferien? De fleste avislæsere vil vide, at de spørgsmål har været til debat i Viborg kommune.

Først kom der nogle lidt forhastede politiske udmeldinger. Dernæst en alt for ophedet debat mellem præster og kommunalpolitikere. Men da de første bølger havde lagt sig, opstod der en konstruktiv samtale om, hvordan konfirmandforberedelse og skoleundervisning bedst kan arrangeres i forhold til hinanden. Denne samtale kan ikke gøre færdig i en håndevending, så den fortsætter mindst et år endnu.

Det betyder, at der i det kommende skoleår skal laves forskellige forsøg med rammerne for konfirmandforberedelsen. Fire steder i kommunen er skole og præst blevet enige om at afprøve nye modeller. Det gælder blandt andet her hos os. Så konfirmanderne fra Sødalskolens 7. klasser bliver en slags prøvekaniner i den kommende sæson. Der er dog ingen som helst grund til uro i den anledning. Der bliver fire hele dage med konfirmandforberedelse. Resten af tiden bliver fordelt på dobbelttimer. Den ene klasse møder om morgenen, som der er tradition for. Den anden klasse møder først over middag.

En arbejdsgruppe bestående af skolechefen, to provster og to præster følger forsøgene og sørger for at der bliver foretaget en grundig evaluering af de afprøvede modeller. Enkelte af konfirmanderne og deres forældre må forvente at blive interviewet undervejs. Forhåbentlig vil der så i løbet af foråret foreligge en rapport, som kan give et fingerpeg om, hvordan konfirmandforberedelsen bedst kan tilrettelægges fremover.

Hvis vi ser bort fra den lidt kluntede start, synes jeg, at debatten er en god udfordring til kirkens konfirmandforberedelse. Der er ingen grund til at tro, at de traditionelle morgentimer er det eneste eller det bedste bud på en model for konfirmandforberedelsen. Det kan meget vel vise sig, at kombinationen af dobbelttimer og hele dage giver andre gode muligheder, som kan udnyttes pædagogisk.

Jeg vil gerne takke Sødalskolens ledelse - inklusiv skolebestyrelsen - for god vilje til samarbejde. Det kommer ikke bag på mig. For sådan har det jo altid været. Men derfor er jeg alligevel glad for at møde samme åbne og fleksible holdning i den her sag. Så længe både skolen og kirken holder fast ved, at vi er der for børnenes skyld - og ikke omvendt - så har jeg stor tiltro til, at vi kan få planlægningen til at fungere.

 

Præsten og kirkekontoret

Kontakt præsten | Tlf. 86 65 10 11| Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Hvad gør man | Dåb, bryllup, begravelse
Formularer | Fødsel, navneændring m.m.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard, tlf. 86 65 10 79
Løvel: Villy Bach, tlf. 86 69 93 56
Pederstrup: Anne B. Olsen, tlf. 86 69 94 97

Kontakt graverne

Rødding: Birgit Pluszek, tlf. 51 52 56 49
Løvel: Hans-Jørn Brøndum, tlf. 21 31 31 88
Pederstrup: Britta Rind, tlf. 86 64 23 40